Tilbage til menuen

Trivsel i en travl hverdag

Frederiksberg Hospital ønsker også fremover være en attraktiv arbejdsplads. Derfor har hospitalet nu udgivet en en politik for, hvordan man forebygger, identificerer og reducerer stress.

Trivsel i en travl hverdag
En af de vigtigste pointer i politikken er, at forebyggelse af stress er et fælles ansvar, og at ingen kan læne sig tilbage og vente på, at andre gør noget for at komme stress til livs.

Både hospitalets Virksomheds-MED-udvalg (samarbejdsudvalget), den enkelte leder og den enkelte medarbejder har et ansvar, og det er vigtigt at erkende, at det kræver både mod og vilje, hvis stress skal blive til trivsel i en travl hverdag, lyder det i politikken.

Forebyg, identificér, reducér
Mens første del af politikken har fokus på holdninger samt på hvad stress og årsagerne til stress er, så rummer anden del gode råd til, hvordan man tager hånd om stress. Her finder man hjælp til at identificere og reducere stress samt syv konkrete værktøjer til, hvordan man forebygger og sætter ind, inden skaden er sket.

Politikken hviler på fælles værdier
"Trivsel i en travl hverdag"  hviler på de fælles værdier for personalepolitikken på Frederiksberg Hospital: Tillid, Samhørighed, Respekt, Åbenhed og Arbejdsglæde.

Arbejdet med at skabe trivsel og undgå stress indgår i Virksomheds-MED-udvalgets overordnede tre indsatsområder for 2008 og frem:

  • integrering af arbejdsmiljøarbejdet i den nye MED-organisation (samarbejdsorganisation), herunder brug af årshjul som et aktivt redskab og arbejdspladsvurdering (APV) som omdrejningspunkt til at forebygge arbejdsskader samt sikre et sikkert og sundt arbejdsmiljø
  • forebyggelse af arbejdsbetinget stress
  • den attraktive arbejdsplads som fokus på trivsel, nærvær og nedbringelse af sygefravær.

Politikken er godkendt i Virksomheds-MED-udvalget, februar 2008


Redaktør
Webredaktion
Email DiguTLIZGgmY@tAC.regionh.dk