Ny undersøgelse af patienternes tilfredshed viser, at Frederiksberg Hospital igen går frem. På en stor del af spørgsmålene i spørgeskemaet svarer patienterne således mere positivt, end de gjorde sidste gang, undersøgelsen blev lavet. Tallene viser dog også, at hospitalet skal forbedre sig.
Resultatet af den nye undersøgelse af patienternes oplevelser på de danske hospitaler viser, at Frederiksberg Hospital forsætter fremgangen fra de tidligere undersøgelser.
God information og stor tillid til behandlingenPatienter, både indlagte og ambulante, sætter især pris på kvaliteten af den skriftlige information og på den måde, afdelingen eller ambulatoriet modtager dem på.
Hospitalets ambulante patienter har særlig stor tillid til, at de har fået den rette sygeplejefaglige behandling. Her svarer 96 procent positivt fordelt på 72 procent ”meget positiv” og 24 procent ”positivt”.
De indlagte patienter er især tilfredse med, hvordan hospitalet informerer om ventetid fra indkaldelse til indlæggelse. De har også stor tillid til, at de får den rigtige behandling af læger og sygeplejersker.
Kurven skal fortsætte opadFor hospitalsdirektør Jonatan Schloss handler det nu om at fastholde den opadgående kurve.
- Vi kan se, at de andre hospitaler i regionen har taget et lidt større spring end os denne gang, men jeg er tilfreds med, at vi har fremgang i 19 af spørgsmålene og ikke går tilbage på et eneste. Det er en positiv udvikling, som skal fortsætte. Derfor skal vi nu i gang med at nærlæse rapporten og samle input til, hvordan vi kan øge kvaliteten for patienterne. Allerede nu står det klart, vi skal blive bedre til at håndtere fejl, siger Jonatan Schloss.
FAKTA
Den landsdækkende undersøgelse af patienters oplevelser på landets hospitaler (LUP) foretages en gang om året.
LUP belyser kvaliteten af hospitalernes ydelser ud fra patienternes synsvinkel og oplevelser. Resultaterne bliver opgjort for hver afdeling.LUP gennemføres ved postomdelte spørgeskemaer en gang årligt og omfatter både tidligere indlagte og ambulante patienter. Spørgeskemaet sendes ud til ca. 250.000 danskere. Enheden for Brugerundersøgelser i Region Hovedstaden varetager projektledelsen for undersøgelsen. Læs mere på www.patientoplevelser.dk.