Tilbage til menuen

Fra Frederiksberg Hospital til Afrika

Inger-Marie Thiele fra Urologisk Afdeling har samlet udgået hospitalsudstyr til et hospital i Tanzania. Her er der hårdt brug for hjælpen.
Takket være Inger-Marie Thiele, klinisk oversygeplejerske i Urologisk Afdeling, er der nu en vognfuld hospitalsudstyr fra Frederiksberg Hospital på vej til Heri-hospitalet i Tanzania.

Det meste af udstyret er fra Urologisk Afdeling, hvor forældet udstyr blev sorteret fra ved en stor ombygning på afdelingens ambulatorium. Der er også en del fra hospitalets operationsgang, hvor der i forvejen var en indsamling i gang, og der er udstyr fra Dagkirurgisk Center.

Noget af det, som Inger-Marie Thiele sender afsted, er cystoskoper til kikkertundersøgelser af urinvejene. De er af den gamle, lidt stive slags, som fortsat fungerer ok, men som nu er blevet erstattet af en tidssvarende, fleksibel model.


Arbejdet med at pakke varevognen med udstyret er færdig. Inger-Marie Thiele er flankeret af Bjørn Krøll fra nødhjælps- og udviklingsorganisationen ADRA Danmark og serviceassistent Lars Mikkelsen fra Urologisk Afdeling.

Ideen til indsamlingen fik hun fra en sygeplejerske-veninde, som har været udsendt til hospitalet.

- Jeg samlede nogle ting ind, som min veninde fik med i kufferten, og da hun var taget afsted, blev jeg ved med at samle ind. Og det er nu blevet til et læs på knap en varevogn, siger hun og sender en tak til de afdelinger, der har bidraget.

Alt mangler på det afrikanske hospital
Bjørn Krøll, der er PR-koordinator i nødhjælps- og udviklingsorganisationen ADRA Danmark, som sørger for, at udstyret kommer frem, takker for indsamlingen.

- På hospitalet i Tanzania mangler de alt, og jeg mener virkelig alt. Selv de bittesmå ting, som er en selvfølgelighed på danske hospitaler. Så derfor vil indsamlingen fra Frederiksberg Hospital gøre stor gavn på hospitalet, forklarer han.

Redaktør
Søren Høgh Hansen
E-mail: 6j@mHz.regionh.dk


Redaktør
Søren Høgh Hansen
E-mail: 6j@mHz.regionh.dk