Tilbage til menuen

Klinisk Biokemisk Afdeling blåstemplet igen

Klinisk Biokemisk Afdeling er for anden gang blevet akkrediteret med et flot resultat.
DANAK-logo
Klinisk Biokemisk Afdeling havde den 10.-11. februar akkrediteringsbesøg af DANAK og har nu modtaget en rapport med masser af ros.

Det er anden gang at laboratoriet bliver bedømt af DANAK. Begge gange har afdelingen opnået et flot resultat.

I den nyeste akkrediteringsrapport står der blandt andet:

Akkreditering virker allerede nu solidt forankret i organisationen og viljen til udvikling er stor. Ligeledes fornemmes et stort engagement fra medarbejdergruppen.

Redaktionen har spurgt afdelingsledelsen i KBA, hvorfor der er behov for en særlig akkreditering for deres afdeling.

- Årsagen til at Klinisk Biokemisk Afdeling bliver akkrediteret ved DANAK, skyldes, at Joint Commissions standarder, som hele hospitalet ellers bliver akkrediteret efter, ikke forholder sig særlig detaljeret til laboratoriefunktionen.

- Derfor har KBA besluttet, at vi som supplement gerne vil akkrediteres af DANAK, der netop har specialiseret sig i vurdering af laboratoriefunktionen ud fra den internationale standard ISO 15189 Medicinske laboratorier - Særlige krav til kvalitet og kompetence.

- Herudover er en specifik akkreditering af regionens hospitalslaboratorier en del af hospitalsplanen, forklarer Helle Larsen, ledende bioanalytiker.

- Desuden adskiller DANAK-laboratorieakkreditering sig ved, at laboratoriet bliver bedømt af fagfæller inden for feltet, idet de tekniske assessorer er uddannet indenfor klinisk biokemi (læger, kemikere eller biokemikere), fortsætter ledende overlæge Kaj Winther.

- Sidst vi havde besøg af DANAK var 18. og 19. marts 2009, og vi kan allerede mærke, at det giver god mening at blive vurderet på vores arbejdsprocesser og procedurer, så vi kan udvikle os samt opretholde kvaliteten i vores arbejde", afslutter Helle Larsen.

Udklip fra rapporten fra akkrediteringen den 10.-11. februar 2010.

Laboratoriet har været gode til at bruge afvigelser, kommentarer og anbefalinger fra sidste bedømmelse og det er rart at udføre bedømmelse på laboratoriet, da besøget betragtes som en læringsproces.

Personalet virker meget imødekommende, kompetent og interesseret i den faglige udførelse af opgaverne med dertil hørende kvalitetssikring.


Redaktør
Webredaktion
E-mail: DiguTLIZGgmY@tAC.regionh.dk