Pengene trak

Sidste år var Dorte Ernst, i dag lægesekretær og projektsekretær på Medicinsk Afdelings Ambulatorium 1, ansat på Privathospitalet Hamlet.

Efter lidt over tre år på Psykiatrisk Afdeling på Frederiksberg Hospital skulle der ske noget nyt, ikke mindst med hensyn til lønnen.

”Jeg var på stærkt utilfreds med lønnen. Jeg tænkte ved mig selv: Nu skal det være løgn! Det kan ikke passe, at jeg kun er steget ét løntrin på seks år!”, fortæller Dorte Ernst.

Hun kontaktede derfor Privathospitalet Hamlet, udfyldte en hurtig uopfordret ansøgning på deres hjemmeside, og inden hun fik set sig om befandt hun sig i det private sundhedsvæsen, og med 5000 kroner mere på kontoen, eller i hvert fald i lønningsposen, hver måned. Det lykkedes hende, at tiltræde en stilling på 32 timer, det samme som på det tidligere Psykiatrisk Afdeling på Frederiksberg Hospital.

”Jeg havde forestillet mig, at privathospitalet var en velsmurt maskine. Et sted, som havde styr på tingene i alle dele af organisationen. At de simpelthen gav patienterne en bedre service. Jeg kom måske til hospitalet på et uheldigt tidspunkt, for det oplevede jeg desværre ikke”, siger Dorte Ernst.

Sagde hurtigt op
På privathospitalet var kravene til Dorte Ernst om at være fleksibel større end på Frederiksberg Hospital. Der var flere aftenvagter og vagter på skæve tidspunkter, som gjorde det sværere at få familielivet med små børn til at hænge sammen.

Desuden var hendes arbejdsopgaver ikke særligt udfordrende.

Ledelsen var hun også utilfreds med. Faktisk var der ikke nogen ledelse, som Dorte Ernst forstår det – der var ingen ledende lægesekretær. Lederen af lægesekretærerne var ikke selv lægesekretær.

Hun sagde op efter kun tre måneder, og hun har ikke fortrudt det et sekund siden, at hun i dag er tilbage på Frederiksberg Hospital.

Mange spændende projekter
Hendes nuværende arbejdsplads havde hun hørt godt om. Kvaliteten af patientbehandlingen var god, og forsknings- og udviklingsmæssigt var afdelingen også attraktiv.

Selv om der stadig er et gab op til lønnen på et privathospital, er lønnen til lægesekretærer i det offentlige ”forholdsvis fornuftig”, nævner Dorte Ernst.

”Jeg glæder mig over, at der er så mange spændende projekter på afdelingen, og muligheden for at følge patienten gennem systemet, som ikke er muligt på de private sygehuse, giver mig også en større arbejdsmæssig tilfredsstillelse”, pointerer Dorte Ernst.

Dorte Ernst understreger, at hun ikke ser sort-hvidt på tilværelsen på henholdsvis et offentligt og et privat hospital. Nu glæder hun sig over arbejdsforholdene på ambulatoriet, men hun vil ikke afvise, at hun på et senere tidspunkt i sin karriere søger over i det private igen.