Sådan lyder resultatet af et nyt, banebrydende studie fra Parker Instituttet på Frederiksberg Hospital og Institut for Human Ernæring, Københavns Universitet.
Snup uden dårlig samvittighed et glas mælk til din morgenmad og gerne også et glas til frokost. Så er du godt i gang med at smide de første par overflødige kilo.
Et internationalt studie fra Parker Instituttet på Frederiksberg Hospital og Institut for Human Ernæring, Københavns Universitet, påviser, at ekstra kalk i kosten – fra fx fedtfattig mælk - slanker og kan være med til at forebygge overvægt.
Resultaterne af forskningen er netop offentliggjort i verdens førende medicinske tidsskrift om fedme og fedmerelaterede sygdomme, Obesity Reviews.
Hemmeligheden er, at kalken i mælken binder noget af fedtet fra den daglige kost til afføringen. Fedtet passerer således gennem kroppen og forsvinder ved et toiletbesøg i stedet for at hobes op i kroppen.
Førsteforfatter til undersøgelsen, senior biostatistiker, ph.d. Robin Christensen fra Parker Instituttet, udtaler:
”Resultaterne understøtter, at man bør indtage 1.200 mg ekstra kalk om dagen, hvorved der vil komme 5,2 gram ekstra fedt ud i afføringen. Hvis virkningen varer ved, kan det formindske kropsvægten med to kilo på et år.
Jeg havde ikke regnet med, at vores konklusion ville være så enkel. Mælk er jo omgivet af mange myter, men heldigvis taler forskningen sit eget sprog.”
Forskergruppen har også undersøgt, om kalk i tabletter har samme virkning som kalk i mælk. Konklusionen er, at kalk i tabletter også virker, men resultaterne er ikke så entydige som for mælk.
Robin Christensens undersøgelse ”Effect of calcium from dairy and dietary supplements of faecal fat excretion” har nu skabt det endelige overblik over i alt 13 spredte forskningsprojekter, som alle i større eller mindre grad peger på en sammenhæng mellem kalcium i kosten og vægttab.
Danmarks førende fedmespecialist professor Arne Astrup, som tidligere har studeret området, er medforfatter på den nye forskning fra Parker Instituttet og Institut for Human Ernæring.
”Siden Arne Astrup og jeg startede vores samarbejde, er jeg begyndt at huske mig selv på at drikke et glas skummet- eller minimælk til alle mine måltider, fordi jeg i lighed med store dele af befolkningen også kan trænge til at tabe mig.
Vi mener, at disse resultater på længere sigt vil kunne betyde noget for folkesundheden, ikke mindst i lyset af, at vi befinder os i en fedmeepidemi.
Det er næppe nogen hemmelighed, at mejeriindustrien sikkert vil glæde sig over en sådan historie. Derfor håber jeg, at de vil være med til at søsætte et egentlig slankeprojekt”, udtaler Robin Christensen.
Ny Artroseklninik på Frederiksberg Hospital skal hjælpe gigtpatienter med at slanke sig, så de undgår operation.
Information fra Ortopædkirurgisk Afdeling, Frederiksberg Hospital.
Koordinerende Forskningsenhed i gang med projekt, der skal undersøge sammenhængen mellem blodtryk, træning og smerter.
Fra fredag den 20. januar har ambulatoriet adresse i helt nyindrettede lokaler på vej 2, indgang 1.