Tilbage til menuen

Frederiksberg Hospitals ambulante patienter er tilfredse

I dag offentliggøres resultaterne af den landsdækkende undersøgelse af patientoplevelser, LUP 2009. Der er gode resultater for Frederiksberg Hospital, men også forbedringsmuligheder.

Når man ser på, hvilke karakterer patienterne giver Frederiksberg Hospital i den nye undersøgelse, så er resultaterne for de ambulante patienter generelt gode og ligger højere end landsgennemsnittet på flere områder. Frederiksberg Hospital klarer sig her særlig godt, når det gælder

  • patienternes samlede indtryk af besøget
  • ingen unødig ventetid der forlængede besøget
  • modtaget skriftlig information
  • kvaliteten af den skriftlige information

Udviklingspotentiale
Der hvor Frederiksberg Hospital særligt kan forbedre sig er på områderne patientinddragelse og opfølgning på fejl.

Hospitalsdirektør Jonatan Schloss bebuder en lang række aktiviteter, som skal få kvaliteten tilbage på sporet:

”Frederiksberg Hospital har historisk altid haft meget tilfredse patienter. Faktisk lå vi i top ved den forrige måling af patienternes tilfredshed på hospitalerne i Region Hovedstaden. Vores mål er at være hospitalet med den højeste grad af tilfredshed hos både patienter og pårørende.

Vi igangsætter nu initiativer for at opnå høj tilfredshed igen, og vi vil først og fremmest bede patienterne og de pårørende om at hjælpe os.

Vi vil fremover i vores afdelinger på systematiske dialogmøder inddrage patienters og pårørendes viden og erfaringer for at forbedre kvaliteten, plejen og vores service. Vi skal også blive bedre til i praksis at indføre kontaktlæge og kontaktsygeplejerske ordningerne, hvor patienten har en fast kontaktperson på afdelingen.

Vores projekt med patientdagbøger på nettet, hvor patienterne løbende skriver til afdelingen, hvordan det går, kan også udvides til flere afdelinger” udtaler hospitalsdirektør Jonatan Schloss.

Direktionen har bedt alle afdelinger og afsnit om hver især at lave en handleplan, som skal forbedre brugernes tilfredshed. Desuden vil Frederiksberg Hospital lave opfølgende patientilfredshedsundersøgelser, så man kan følge med i, om initiativerne virker.


Redaktør
Søren Høgh Hansen, Christian Andersen
Email L2k3G3CZ1qDPX@yaW.regionh.dk