En gave på 43,1 millioner kroner til Parker Instituttet på Frederiksberg Hospital er den hidtil største i Danmark til forskning i gigt.
Instituttet, som ledes af professor Bente Danneskiold-Samsøe, bliver herved modtager af den største bevilling nogensinde til dansk gigtforskning.
Pengene skal bruges til forskning i folkesygdomme som slidgigt, leddegigt og kroniske muskelsmerter.
18,1 millioner kroner er øremærket til en ny og særlig avanceret MR-skanner. Parker Instituttets forskere skal blandt andet bruge skanneren til at påvise hjernens reaktioner ved muskelsmerte og til specialiserede skanninger af den syge ledbrusk hos patienter med slidgigt i knæ.
På Parker Instituttet har Bente Danneskiold-Samsøe knyttet forskere til sig, som beskæftiger sig med mange forskellige aspekter af gigtforskning, lige fra udvikling af ultralydsundersøgelser ved leddegigt til forskning i signalstoffer ved muskel- og leddegigt.
Bente Danneskiold-Samsøe har ligeledes sammen med sit forskerteam opbygget muskellaboratoriet og ganglaboratoriet, hvor man har landsdækkende udredning af kroniske muskelsmerter herunder fibromyalgi og følger efter tortur.
Et nyt stort projekt om slidgigt er for nylig sat i søen. Formålet med det er at undersøge effekten af vægttab og beskrive bruskændringer i knæled hos overvægtige med slidgigt.
”Vi har nu en grundbevilling, som gør det muligt for vore dygtige forskere at fortsætte forskningsaktiviteterne både i Danmark og internationalt i de næste fem år. Det er vigtigt og en stor glæde at kunne medvirke til udredning af smerteforholdene ved forskellige gigtformer. Ved at stille en diagnose tidligt kan en hurtig behandling iværksættes. Dermed forebygges varige gigtskader hos utallige patienter i en voksende ældrebefolkning,” udtaler Bente Danneskiold-Samsøe
Oak Foundation består af en gruppe af velgørende og filantropiske organisationer i forskellige lande. Jette Parker er formand for The Oak Foundation, en international fond, der støtter mange velgørende formål verden over.