Patienter i dialyse på Frederiksberg Hospital låser sig ind på hospitalet og går i behandling uden at hverken læger eller sygeplejersker er til stede.
Det lyder som en genial måde at spare penge på og styre uden om personalemanglen på et hospital, men det er faktisk også udtryk for bedre service over for patienterne, når dialysepatienterne selv låser sig ind og går i gang med dialysen uden hjælp fra hverken læger eller sygeplejersker.
Som det eneste sted i Danmark har dialysepatienter på Frederiksberg Hospital, som er en del af Nefrologisk Afdeling P på Rigshospitalet, mulighed for selv at låse sig ind på Dialyse Afsnittet og gå i dialysebehandling 24 timer i døgnet.
Assisterende afdelingssygeplejerske Lone Peick fortæller, at det var et ønske fra en patient, som fik hende og sygeplejerske Charlotte Mogensen til at arbejde på at organisere dialysen på en ny måde.
De seneste fire år har flere og flere dialysepatienter fået mulighed for i eget hjem og uden professionel hjælp at få stillet et komplet dialyseapparat til rådighed. Men apparatet fylder meget, ca. to kubikmeter, og får en mindre lejlighedtil at ligne en hospitalsafdeling.
Det er der jo ikke meget hygge i.
”Et apparat til hjemmedialyse er i realiteten mest velegnet til patienter, som bor i hus eller i store lejligheder, og det synes jeg ikke er rimeligt. Derfor har vi i afdelingen arbejdet på at give patienter, som bor i mindre lejligheder et mere fleksibelt tilbud”, udtaler Lone Peick.
Hun understreger, at sikkerheden, selvfølgelig, er i orden. Dialyseapparater er så sikre, at patienter med den fornødne instruktion uden videre kan betjene dem. Ordningen blev gennemtestet i løbet af en prøveperiode på to måneder, hvor en sygeplejerske var til stede uden for den normale åbningstid, men kun som en flue på væggen – patienterne skal selv ståfor hele behandlingen.
Hvis patienten, som låser sig ind på hospitalet og sætter en behandling i gang, skulle have spørgsmål eller hvis der skulle opstå et problem, findes der to muligheder som en ekstra sikkerhed: En hotline til Lone Peick og Charlotte Mogensen samt et telefonnummer til portvagten.
Men som patienten Mads Hemmingsen siger om sikkerheden:
”Jeg er fuldstændig tryg. Altså, jeg befinder mig på et hospital! Jeg kan ikke komme tættere på hjælpen, hvis der skulle ske noget uforudset.”
Mads Hemmingsen roser tilbuddet:
”Det er et fantastisk tilbud. Nu er det mig, der styrer dialysen og ikke dialysen, der styrer mig. Alt fungerer i mit eget tempo. Der er ingen sygeplejersker, der skynder på mig, og jeg skal ikke stresse for at komme til på bestemte tidspunkter. Jeg booker bare en tid, som passer mig på det nye bookingsystem. Samtidig skal man jo ikke være den store økonom for at se, at ordningen frigiver pladser til andre dialysepatienter, som foretrækker at komme i dagtiden.”
I Dialyse afsnittet på Frederiksberg Hospital kommer der fast omkring 45 patienter. Alle patienter har som minimum brug for dialyse tre gange om ugen. Hver gang a fire timer.
Ny Artroseklninik på Frederiksberg Hospital skal hjælpe gigtpatienter med at slanke sig, så de undgår operation.
Information fra Ortopædkirurgisk Afdeling, Frederiksberg Hospital.
Koordinerende Forskningsenhed i gang med projekt, der skal undersøge sammenhængen mellem blodtryk, træning og smerter.
Fra fredag den 20. januar har ambulatoriet adresse i helt nyindrettede lokaler på vej 2, indgang 1.