Tilbage til menuen

Obduktion

Hospitalsobduktion er en grundig udvendig og indvendig undersøgelse efter døden. Den varer ca. en time og foretages af en specialuddannet læge (patolog). Gennem en åbning foran på kroppen og bagpå hovedet undersøges organerne. Efter at små vævsstykker er taget fra til laboratorieundersøgelse lægges organerne tilbage. Undersøgelse af hjernen kan dog først foretages efter nogle uger, fordi vævet skal hærde i en særlig væske. Den undersøgte hjerne bliver brændt på hospitalets foranledning. Efter obduktionen lukkes åbningerne, og pårørende kan tage afsked ved en højtidelighed i hospitalets kapel.

Formålet er at bestemme dødsårsagen og få mere præcis viden om sygdommen og behandlingens virkning. De resultater, man får ved obduktion, kan være nyttige for de pårørende fx ved afklaring af arvelig sygdom, men vil også udvide lægernes erfaring og være til gavn for kommende patienter.

I sjældne tilfælde kan der, efter ønske fra de pårørende og efter aftale med patologen, foretages en begrænset obduktion til en del af kroppen.

Betingelserne for at foretage en obduktion herunder samtykkeregler er fastlagt i Sundhedslovens afsnit XIII - Se her