Fagprøven skal evaluere elevens opnåede faglige, generelle og personlige kvalifikationer inden for uddannelsen.
Ved fagprøven skal eleven kunne demonstrere sin evne til at inddrage og anvende teoretiske og praktiske forhold fra hele uddannelsen. Dette gøres ved at tage udgangspunkt i en problemstilling fra praktikstedet og inddrage både praktiske og teoretiske aspekter, så eleven viser sit samlede udbytte af uddannelsen.
En fagprøve omfatter og samler hele uddannelsesforløbet, og slutproduktet er en skriftlig projektrapport/-opgave og en mundtlig eksamen, hvor eleven præsenterer og evaluerer sit projektarbejde.
Sigtet med fagprøven
Eleven skal kunne:
Kort sagt: Gennemføre et projektarbejde fra start til slut.
Ved idéudvikling, planlægning og gennemførelse af projektet skal eleven kunne inddrage teoretiske og praktiske forhold fra hele uddannelsen, herunder information af og samarbejde med andre i processen. Inden for de givne rammer skal eleven kunne forholde sig til helhed og sammenhænge og kunne fordybe sig i et mere afgrænset arbejdsområde på arbejdsstedet. Endelig skal eleven kunne evaluere egen indsats i forhold til de fastsatte mål.
Organisering af fagprøven
Inden for de sidste 6 måneder begynder de første forberedelser til fagprøven. Eleven formulerer en idé, et tema, et emne, der kan føre frem til den endelige problemformulering/emneformulering. Problemformuleringen skal endeligt godkendes af uddannelseslederen og handelsskolen.
I den efterfølgende praktikperiode skal eleven have mulighed for informationssøgning primært i virksomheden eller på anden måde inddrage konkret viden og information fra praktikvirksomheden i opgavebesvarelsen. I den sidste skoleperiode i elevens uddannelse færdiggøres projektet omhandlende både praktik og teoretiske overvejelser og resultater. I denne periode skal skolens lokaler og øvrige undervisningsudstyr inden for normal undervisningstid være til rådighed for eleven. Der gives ingen egentlig vejledning, men eleven skal have mulighed for at få besvaret konkrete spørgsmål af faglærer.