Tilbage til menuen

Sygeplejerske

Sygeplejerske, Nina Torres


Godt samarbejde på tværs af faggrænserne

Jeg hedder Nina Torres og har været ansat på Frederiksberg Hospitals Ortopædkirurgiske Afdeling siden jeg afsluttede min sygeplejerskeuddannelse i februar 2008. Forinden havde jeg været tilknyttet afdelingen som vikar.

I vikarperioden fik jeg et rigtig godt indtryk af stedet, så da jeg havde færdiggjort min uddannelse, søgte jeg en fast stilling i afdelingen.

Som sygeplejerske på Ortopædkirurgiske Afdeling tager jeg mig af patienterne som har gennemgået en operation i enten knæ, hofter, skulder, ankler eller fødder. Det er min opgave at hjælpe til med smertebehandling, aktivering og mobilisering af patienten, samt at holde øje med eventuelle komplikationer, der kan være opstået i forbindelse med operationen. Det jeg lægger stor vægt på i min funktion, er det tætte samarbejde med de øvrige faggrupper, der indgår i behandlingen. Jeg oplever, at vi har et rigtig godt samarbejde med lægegruppen og et tæt samarbejde med fysioterapeuterne og hjemmeplejen. Det betyder selvfølgelig meget for patienterne og deres oplevelse af at få en god og sammenhængende behandling, men det betyder også meget for arbejdsmiljøet i afdelingen, at vi har et godt samarbejde på tværs af faggrænserne.

Jeg kan huske, at vi på Sygeplejeskolen talte meget om, hvor det var attraktivt at komme hen efter endt uddannelse. Jeg husker ikke, at Frederiksberg Hospital var et af de ”hotte” emner, men det kan jo godt undre mig. For min oplevelse er, at her er et rigtig godt læringsmiljø. Som nyuddannet føler jeg, at jeg både får læring men også har mulighed for at bidrage og få ansvar for den videre udvikling af vores funktion. Samtidig ligger Frederiksberg Hospital jo midt i byen, har gode faciliteter og smukke omgivelser. Og hospitalet er ikke større end, at man hurtigt kommer til at kende personalet på de andre afdelinger man samarbejder med, hvilket jeg ser som et stort plus.




Redaktør
Webredaktion
Email DiguTLIZGgmY@tAC.regionh.dk



Bliv Vikar: