Tilbage til menuen

H_S_Stencenter


Urologisk Afdelingss Stencenter varetager behandling af sten i øvre urinveje (nyresten og sten i urinleder).


Urologisk Afdelings Stencenter behandler patienter fra eget optageområde (Københavns kommune og Frederiksberg kommune), Grønland, Færøerne og Bornholms Amt.
Afdelingen modtager tillige i et vist omfang patienter henvist fra andre amter.

Afdelingen kan tilbyde alle behandlingsmetoder:

- Trykbølge stenknusning
- Kikkert-operation gennem urinrøret
- Kikkert-operation gennem huden
- Åben operation
- Medicinsk behandling


Valg af behandlingsmetode:
Hvilken metode (eller eventuelt kombinationer af metoder) der vælges, afhænger af en lang række faktorer: Stenenes størrelse, antal samt placering i nyrehulrum/urinleder, de anatomiske forhold i urinvejene, stenenes sammensætning, forekomst af anden sygdom som kan medføre øget blødningsrisiko eller risiko for komplikationer i forbindelse med narkose, og sidst men ikke mindst patientens ønsker og forventninger.
Man må derfor i hvert enkelt tilfælde foretage en individuel vurdering, og såfremt der er flere muligheder inddrage patienten i valg af behandling.
Generelt kan man sige, at for større sten er den mest skånsomme behandling mindre effektiv, og kan evt. kræve flere behandlinger og dermed længere tid før stenfrihed.

   


Den hyppigst anvendte behandling er udvendig trykbølge stenknusning (ESWL), som også regnes for den mest skånsomme. Afdelingens læger var med til at indføre denne behandling i Danmark. Maskinen som anvendes (Siemens Lithostar) er den første og dermed den ældste i Danmark, men regnes stadig for at være en af de mest effektive stenknusere.

Den blev taget i brug i 1987 på Bispebjerg Hospital, og drevet i fællesskab af de urologiske afdelinger på Bispebjerg og Hvidovre Hospital. I 1996 blev stenknuseren flyttet til den nyoprettede urologiske afdeling ved Frederiksberg Hospital i forbindelse med dannelsen af Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS) og nedlæggelsen af de urologiske afdelinger på Bispebjerg og Hvidovre Hospital.

 



Stenknuseren er placeret i Stencenteret på røntgenafdelingen Frederiksberg Hospital.
Siden ibrugtagningen er der i alt udført mere end 10.000 behandlinger.






Stencenteret foretager årligt 150 – 300 behandlinger afhængigt at antallet af patienter henvist fra andre amter. Ventetid fra henvisning til behandling er sædvanligvis 2 – 4 uger. I de tilfælde hvor henvisende afdeling varetager udredning og efterkontrol kræves ingen forundersøgelse af udenamtspatienter.

Ventetider kan ses på www.venteinfo.dk

Yderlige oplysninger om nyresten kan findes på www.nyresten.info