Tilbage til menuen

Behandling af lidelser i blærehalskirtlen (prostata)

Der henvises ca. 1.800 mænd med vandladningsproblemer om året til Urologisk Klinik.
Af disse får ca. 500 foretaget specialundersøgelser af vandladningen (urodynamiske undersøgelser) for at klarlægge, hvilke patienter, der skal have foretaget kirurgisk behandling af blærehalskirtlen (prostata) for at afhjælpe vandladningsproblemerne.
Ca. 350 patienter om året modtager kirurgisk behandling.
Urologisk Klinik kan tilbyde alle effektive kirurgiske behandlinger af blærehalskirtlen.
Hvilken behandling, der tilbydes den enkelte patient, bliver besluttet ved en samlet vurdering af patientens helbredstilstand, prostatas størrelse og patientens ønske.

Prostata-stent (spiral)
Spiralen føres op gennem urinrøret og placeres i prostata, oftest i lokal bedøvelse. Spiralen fungerer tilstedsstillende i ca. 60%. Da der såeldes er et ret stort behov for udskiftning eller fjernelse af spiralen, anvendes metoden primært som alternativ til permanent kateter.

Længdesnit i prostata (TUIP)
Længdesnit i prostata foretages hos patienter med små kirtler, oftest mindre end 20 gram. Operationen foregår i fuld bedøvelse og kræver indlæggelse i ca. 3 dage. Operationen er effektiv og langtidseffekten er veldokumenteret.

Prostataskrælning (TURP)
Prostataskrælning er stadig den hyppigst anvendte operation og betragtes som standard for det bedst opnåelige med hensyn til effektivitet. Langtidseffekten er veldokumenteret og operationen har kun komplikationer i få tilfælde. Operationen foregår i fuld bedøvelse og kræver indlæggelse i 4 - 5 dage. Oftest er der kun behov for katerbehandling få dage efter operationen.

Åben operation (transvesikal prostatektomi)
Ved åben operation gennem maven og blæren fjernes alt det forstørrede kirtelvæv og efterlader kun kapselvævet. Operationen er meget effektiv hvad angår fjernelse af vandladningssymptomer og bedring af vandladningen. Da operationen har flere komplikationer og kræver indlæggelse i op til 10 dage, foretages operationen kun ved meget store kirtler (større end 100 gram).

Mikrobølgebehandling (TUMT)


Mikrobølge varmebehandling medfører destruktion af kirtelvæv ved hjælp af en mikrobølgeantenne placeret i prostata via et specielt kateter oplagt gennem urinrøret.
Behandlingen foregår ambulant og er meget skånsom, da der lægges lokal bedøvelse i prostata inden behandlingen. Ulempen er, at patienten skal gå med kateter 10 - 20 dage efter behandlingen. Vedvarende behandlingeseffekt er dokumenteret i op til 5 år. Behovet for genbehandling er lidt større end efter prostataskrælning.

Green Light Laser behandling (laserfordampning)

Green Light Laser behandling er det nyeste tilbud ved operativ behandling af prostata. Kirtelvævet fjernes fuldstændig ved laserfordampning. Behandlingen kræver generel anæstesi, men ofte kan patienterne gå hjem samme dag eller næste dag uden kateterbehandling. Selve operationen er ikke forbundet med blødning, men efterblødninger kan forekomme.

Langtidseffekt og langtidskomplikationer kendes endnu ikke. Opfølgning 1 år efter viser dog resultater sammenlignelige med prostataskrælning.