Tilbage til menuen

Nyrerne, Nyrevenekateterisation

Hvad er formålet med undersøgelsen?

Ved denne undersøgelse tager vi en række blodprøver fra nyrernes blodkar (nyrevenerne). Ud fra disse prøver kan lægen vurdere, om en eventuel sygdom i den ene nyre er årsag til, at du har forhøjet blodtryk.

Gør det ondt?

Undersøgelsen foregår i lokalbedøvelse, og indsprøjtningen af denne kan spænde i huden. Herefter er undersøgelsen normalt ikke forbundet med større ubehag.

Er der forberedelser til undersøgelsen?

Ja, du må ikke spise eller drikke noget seks timer inden undersøgelsen, men hvis du tager medicin om morgenen, skal du drikke et glas vand til.

Hvordan foregår undersøgelsen?

På sengeafdelingen får du klippet eventuelle hår i lysken. Du får en beroligende stikpille cirka en time inden undersøgelsen, for at du kan slappe af. Herefter kører en portør dig til Røntgenafdelingen. Her vil en sygeplejerske tale med dig om, hvad der skal foregå. Ved selve undersøgelsen ligger du på et røntgenleje med et sterilt papirlagen over kroppen. For at undgå infektion vil lægen og sygeplejersken, der foretager undersøgelsen, være klædt i sterile kitler og handsker. Du får sprøjtet lidt lokalbedøvelse ind under huden i hver lyske. Lægen fører tynde plastikrør (katetre) op til nyrevenerne ved samtidig at følge forløbet på en TV-skærm (røntgengennemlysning). Herefter tages blodprøver, og undersøgelsen afsluttes med, at plastikrørerne fjernes.
Vi kan desværre ikke give dig resultatet af undersøgelsen med det samme. Det tager nogle uger, før der er svar på blodprøverne. Derefter vil du få besked fra den afdeling, der har henvist dig.

Er der forholdsregler efter undersøgelsen?

For at det ikke skal bløde fra de små stiksår i lysken, skal du ligge i sengen i op til otte timer. De første to timer skal hovedgærdet være fladt, og det er vigtigt, at du ikke løfter hovedet eller sætter dig op. Du får målt puls og blodtryk regelmæssigt. Hvis du har lyst, må du nu få noget at spise og drikke.

Hvor lang tid tager undersøgelsen?

Du skal regne med, at undersøgelsen på Røntgenafdelingen tager cirka to timer. Efter undersøgelsen bliver du kørt tilbage til sengeafdelingen, og du kan forvente at gå hjem sidst på dagen.




Redaktør
Webredaktion
Email DiguTLIZGgmY@tAC.regionh.dk