Tilbage til menuen

Blodtrykket, Døgnblodtryksmåling

Døgnblodtryksmåling
Hvad er Døgnblodtryksmåling?

Ved denne undersøgelse bruger vi et lille apparat til at måle dit blodtryk over et døgn. Apparatet minder mest om en walkman og kan bæres enten i et bælte om maven eller med en strop over skulderen. Apparatet er samtidig forbundet med en manchet, der sættes på din ene arm, og derfor kan blodtrykket måles regelmæssigt både dag og nat i vante omgivelser.

Gør det ondt?

Nogle synes, det kan være ubehageligt, når apparatet pumper luft i manchetten. Men det er ikke anderledes, end når du ellers får målt blodtryk .

Er der forholdsregler?

Ja, til undersøgelsen skal disse forudsætninger være opfyldt:
  • For at der er plads til manchetten på armen, skal du bære en bluse eller skjorte med løse/vide ærmer.
  • Du skal sørge for at slappe helt af i armen og holde den i ro, når apparatet begynder at pumpe luft i manchetten. Hvis apparatet ikke registrerer blodtrykket, gentages målingen efter et par minutter.
  • Du må ikke gå i bad med apparatet på, da det ikke tåler vand.
  • Du skal sørge for at planlægge døgnet, så det forløber så normalt som muligt.

Hvordan foregår undersøgelsen?

Her på afdelingen vil en sygeplejerske først måle dit blodtryk på begge arme. Mens det foregår, sidder du på en stol. Manchetten sættes herefter på den arm, hvor det højeste blodtryk er målt, og sygeplejersken laver nu nogle ekstra målinger, inden du kan gå hjem. Apparatet måler herefter blodtrykket hvert kvarter og hver halve time om natten fra 23.00 til 07.00. Efter cirka et døgn møder du igen på afdelingen, hvor vi fjerner apparatet. De målte værdier bliver herefter aflæst via edb-udstyr, og så får du besked om resultatet fra den afdeling eller læge, der har henvist dig.

Hvor lang tid tager undersøgelsen?

Du skal regne med, at det tager 30-45 minutter, når vi den første dag sætter apparatet til og cirka 15 minutter dagen efter, når du skal have manchetten af.




Redaktør
Webredaktion
Email DiguTLIZGgmY@tAC.regionh.dk